EP: Vold mod kvinder 1997

Vold mod kvinder

A4-0250/1997
Protokolfra 16/09/1997 - Foreløbig udgave

Beslutning om behovet for en europæisk kampagne til bekæmpelse af accepten af vold mod kvinder

Europa-Parlamentet,

- der henviser til forslag til beslutning af David Martin om behovet for iværksættelse af en EU-dækkende kampagne for en total afvisning af vold
mod kvinder (B4-0047/94),

- der henviser til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder fra 1979 (CEDAW), og FN's erklæring om afskaffelse
af vold mod kvinder fra 1993,

- der henviser til rapporten fra FN's konference om menneskerettigheder i Wien i 1993 og handlingsplanen fra FN's kvindekonference i 1995,

- der henviser til erklæringerne og resolutionerne fra Europarådets tredje europæiske ministerkonference om ligestilling af mænd og kvinder og dets
henstillinger om vold i familien fra 1985 og 1990,

- der henviser til de fremragende rapporter fra FN's særlige ordfører om vold mod kvinder, fru Coomaraswamy,

- der henviser til Fællesskabets fjerde handlingsprogram om lige muligheder for mænd og kvinder (1996-2000) (KOM(95)0381),

- der henviser til sin beslutning af 11. juni 1986 om vold mod kvinder(1),

- der henviser til sin beslutning af 17. december 1993 om pornografi(2),

- der henviser til sin beslutning af 6. maj 1994 om krænkelser af kvinders frihedsrettigheder og andre grundlæggende rettigheder(3),

- der henviser til sin beslutning af 18. januar 1996 om menneskehandel(4),

- der henviser til forretningsordenens artikel 148,

- der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder (A4- 0250/97),

A. der henviser til, at ifølge artikel 1, 3 og 5, i verdenserklæringen om menneskerettighederne er enhver form for vold mod kvinder, som kan fortolkes
som en trussel mod liv, frihed eller personlig sikkerhed, eller som betegnes som tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, en
overtrædelse af verdenserklæringen, og at medlemsstater, der ikke fører en politik, der forhindrer og kriminaliserer vold mod kvinder, følgelig ikke
overholder deres internationale forpligtelser i henhold til verdenserklæringen,

B. der henviser til, at vold mod kvinder i FN's handlingsplan fra kvindekonferencen i Beijing defineres som enhver form for kønsbaseret vold, som
påfører eller kan påføre kvinder fysiske, seksuelle eller psykiske skader eller lidelser, herunder trussel om sådanne handlinger, tvang eller summariske
frihedsberøvelser,

C. der henviser til, at vold begået af mænd mod unge piger og kvinder i familien, på arbejdspladsen eller i samfundet bl.a. omfatter mishandling,
korporlig afstraffelse, lemlæstelse af kønsdelene, incest, sexchikane, sexmisbrug, handel med kvinder og voldtægt,

D. der henviser til, at vold mod kvinder er en krænkelse af offerets ret til liv, sikkerhed, frihed, værdighed og fysisk og psykisk integritet og dermed
en hindring for udviklingen af et demokratisk samfund,

E. der henviser til, at vold mod kvinder generelt utvivlsomt skyldes de ulige magtforhold mellem kønnene på det sociale, økonomiske, religiøse og
politiske område til trods for, at ligestillingsprincippet indgår i både den nationale og internationale lovgivning,

F. der henviser til, at ifølge FN's statistikker er størsteparten af de personer, der udsættes for krænkelse af deres personlige rettigheder, kvinder og
børn,

G. der er klar over, at vold mod kvinder i Unionen hovedsageligt og vedvarende foregår i hjemmet, og at der ikke eller kun i utilstrækkelig grad findes
retslige instrumenter på nationalt plan, som kvinder kan ty til i deres forsvar mod voldelige mænd,

H. der henviser til, at alle former for kønsbaseret vold, som falder ind under CEDAW-definitionen, bør betragtes som kriminelle handlinger,

I. der henviser til, at alle kontraherende parter i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder også specifikt er
forpligtede til at gribe ind mod privatpersoner, virksomheder og organisationer, som udøver vold mod kvinder,

J. der henviser til, at størstedelen af alle tilfælde af mishandlinger ikke rapporteres til politiet, hovedsagelig fordi der ikke findes nogen egentlige
retlige, sociale og økonomiske instrumenter, der beskytter ofrene, med det resultat, at vold mod kvinder stort set er en skjult forbrydelse,

K. der henviser til, at der i de fleste medlemsstater ikke findes sammenlignelige statistikker og forskning vedrørende vold mod kvinder i og uden for
familien, resultaterne af de forskellige former for antivoldspolitik og de økonomiske og sociale omkostninger, der er forbundet hermed,

L. der henviser til, at de statistikker, der findes, viser, at volden er endemisk i vore samfund, og at kvinder dagligt udsættes herfor,

M. der henviser til, at de mænd, som udsætter kvinder for vold, kommer fra forskellige aldersgrupper, miljøer, kulturer og sociale lag,

N. der henviser til, at mænds vold mod kvinder stadigvæk er omgivet af myter, f.eks. at vold i hjemmet er et privat anliggende, eller at kvinder selv er
skyld i, at mænd optræder voldeligt over for dem,

O. der henviser til, at der ikke er foretaget tilbundsgående undersøgelser af de sociale omkostninger ved og konsekvenser af mænds vold mod
kvinder, det gælder især udgifterne til boliger, social bistand, sundhedspleje, politibeskyttelse, domstolsbehandling og forsikringer,

P. der henviser til, at den seksuelle vold mod kvinder har både fysiske og psykiske følger, som er yderst skadelige for kvinderne, og at der bør
etableres hensigtsmæssige hjælpefaciliteter,

Q. der henviser til, at det af en undersøgelse foretaget for nylig på initiativ af de hollandske myndigheder fremgår, at de samlede årlige "udgifter"
som følge af vold mod kvinder alene i Nederlandene kan anslås til over 145 mio ecu,

R. der henviser til, at medlemsstaternes besvarelser viser, at den vigtigste udvikling med hensyn til mænds vold mod kvinder i de seneste ti år inden
for lovgivningen især er, at de fleste medlemsstater har indført bestemmelser om og forbudt seksuel vold i ægteskabet,

S. der henviser til, at der blandt dem, der arbejder med voldsramte kvinder, f.eks. politiet, socialarbejdere, jurister, lovgivere og andre offentligt
ansatte og organer, stadig er et ringe kendskab til disse kvinders særlige behov,

T. der henviser til, at personer, der konstant udsættes for vold, havner i en tilstand af underkastelse og handlingslammelse,

U. der mener, at der bør gøres en indsats for at fremme forskningen vedrørende pornografiens og prostitutionens betydning for mænds vold mod
kvinder,

V. der finder, at lemlæstelser af kønsdelene ikke bør tolereres og er kriminelle handlinger,

W. der henviser til, at voldtægt anvendes som et middel i aktiv krigsførelse og i statutten for FN's Særlige Domstol for Krigsforbrydelser i Det
Tidligere Jugoslavien betegnes som en forbrydelse mod menneskeheden,

X. der henviser til, at alkohol ofte er en medvirkende faktor til voldshandlinger mod kvinder,

Y. der henviser til, at vold mod kvinder i hjemmet og samfundet både direkte og indirekte påvirker børn og ofte skaber en cyklus af vold og misbrug,
som videreføres gennem generationer,

Z. der henviser til, at vold mod kvinder har varige negative følger for børns følelsesmæssige og mentale sundhedstilstand,

1. opfordrer Kommissionen og FN's medlemsstater til at arbejde for at gøre Beijing-erklæringen til en konvention, der er bindende for alle
kontraherende parter;

2. mener, at kønsbaseret vold ikke kun afspejler de ulige magtforhold mellem kønnene i vort samfund, men også er en væsentlig hindring for
gennemførelsen af ligestillingen mellem kvinder og mænd;

3. understreger, at det er vigtigt at fjerne hemmelighedskræmmeriet omkring vold i samfundet og navnlig tabuet omkring debatten om vold i familien;
understreger, at eventuelle drøftelser af vold mod kvinder må føres ud fra kvindernes perspektiver og skal sigte mod at forbedre kvinders
magtstilling;

4. opfordrer alle medlemsstater, som ikke allerede har gjort vold mod kvinder til en kriminel handling i henhold til CEDAW-definitionen, til at gøre det
og føre en politik, som opfylder alle forpligtelserne i konventionen;

5. opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre en særlovgivning uden for den egentlige straffelov for at beskytte ofrene for kønsbaseret vold, f.eks.
ved inden for familieretten at gennemføre forenklede skilsmisseprocedurer, ændre bestemmelserne om forældremyndigheden over børnene og
fastsætte finansiel kompensation samt indføre særlove mod personforfølgelse;

6. anmoder Kommissionen om at gennemføre en sammenlignende undersøgelse af de nationale og private socialsikringsordninger og eventuelle
forsikringer i medlemsstaterne, hvor der ikke ydes ofre for kønsbaseret vold fuldstændig eller delvis beskyttelse;

7. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til i deres politik at være særlig opmærksomme på situationen for indvandrerkvinder, der udsættes
for kønsbaseret vold;

8. understreger betydningen af uddannelse for alle, som arbejder med voldsramte kvinder, hvad enten det drejer sig om politiet, retsvæsenet,
sundhedsvæsenet eller bolig- og socialvæsenet; mener, at en sådan uddannelse skal være obligatorisk for dommere, som dømmer sager om
kønsbaseret vold;

9. er foruroliget over, at forbindelsen mellem vold i hjemmet og beskyttelsen af børn ofte negligeres, og at mange kvinder derfor udsættes for
vedvarende vold, fordi retten via retskendelser muliggør kontakt mellem en voldelig partner eller ekspartner og hans børn; påpeger, at
foranstaltninger for at beskytte børn i sådanne tilfælde også bør beskytte den ikke-voldelige forældrepart;

10. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge sammenhængen mellem vold mod kvinder og vold mod børn og den voldscyklus
igennem generationer, som kan blive resultatet heraf;

11. er foruroliget over, at retsprocedurerne i mange medlemsstater ofte afholder kvinder fra at anlægge sag mod deres mishandlere; opfordrer
medlemsstaterne til at revidere forvaltningen af retsprocedurerne og fjerne hindringerne for, at kvinder kan få retsbeskyttelse;

12. understreger, at mens sexchikane på arbejdspladsen meget ofte indebærer overordnedes magtmisbrug, så udsættes kvinder også ofte for
sexchikane fra kolleger og kunder, og er mere sårbare over for chikane, når de befinder sig i usikre beskæftigelsesforhold eller arbejdsforhold, som
medfører arbejde uden for arbejdspladsen;

13. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage initiativ til et program for skoler med det formål at øge kendskabet blandt piger og drenge
til virkningerne af kønsbaseret vold og udvikle forskellige samarbejdsformer til løsning af konflikter for at modvirke holdninger og adfærd, som bl.a
betragter kvindens krop som en vare, og som uundgåeligt afføder vold;

14. opfordrer medlemsstaterne til at intensivere deres indsats mod organisationer og personer, der er involveret i handelen med kvinder, som ofte
fører til tvungen prostitution, udarbejde særlige programmer og indføre særlige foranstaltninger for at støtte personer, der udsættes for tvungen
seksuel udnyttelse;

15. går ind for, at de programmer, som Kommissionen planlægger for at bekæmpe handelen med kvinder med henblik på seksuel udnyttelse samt vold
mod kvinder, ikke begrænses til information om og beskyttelse mod prostitution, men også omfatter støtte til initiativer til genindpasning af ofrene;

16. opfordrer medlemsstaterne til at erkende, at personer, der udøver vold og tvang i forbindelse med prostitution og pornografi, bør retsforfølges,
og opfordrer dem til at iværksætte opsøgende socialt arbejde for at hjælpe og støtte kvinder ud af sådanne situationer;

17. opfordrer medlemsstaterne til at bestræbe sig på at nå frem til en effektiv strategi mod børneporno, og især adgangen hertil via Internettet;

18. glæder sig over de initiativer, der er taget i visse medlemsstater, for ud over effektive sanktionsmuligheder at udvikle programmer for
voldsudøverne, som får mænd til at tage ansvaret for deres handlinger, og opfordrer alle medlemsstater til at gøre en større indsats for at få vedtaget
sådanne initiativer;

19. opfordrer Det Europæiske Fællesskab og medlemsstaterne til omgående at undersøge, hvilken rolle alkoholmisbrug spiller i forbindelse med vold
mod kvinder;

20. opfordrer medlemsstaterne til omgående og aktivt at støtte og finansiere uafhængige tjenester for voldsramte, herunder tilflugtssteder og centre,
og oprette organer, der samordner samarbejdet mellem forskellige organer med det formål at hjælpe kvinder og uforsørgede børn med at opbygge en
ny tilværelse;

21. understreger betydningen af pålidelige døgnåbne telefoniske hjælpetjenester, som er gratis eller som koster det samme som en lokal samtale, som
en første informationskilde og støtte for kvinder, som angiveligt er eller har været udsat for vold;

22. opfordrer medlemsstaterne til at oprette en fælles base for indsamling af statistiske oplysninger om vold mod kvinder med oplysninger om
kvinden, gerningsmændene, overgrebets art, hvor det fandt sted, hvad kvinden gjorde bagefter, myndighedernes indsats og resultaterne heraf;

23. erkender imidlertid, at sådanne statistikker aldrig vil afspejle det virkelige voldsniveau, da mange voldstilfælde, herunder psykisk vold, trusler og
intimidering slet ikke registreres;

24. opfordrer medlemsstaterne til, at det i de alvorligste tilfælde, hvor ofrene er ude af stand til at tage affære, overdrages til kvindeorganisationer
eller passende organer at føre sag på ofrenes vegne;

25. finder, at der systematisk bør ske en registrering af alle tilfælde af vold mod kvinder, uanset om disse først indberettes til politiet, sundheds- og
socialvæsenet, tilflugtssteder, hjælpetjenester eller kvindeorganisationerne, og opfordrer medlemsstaterne til på basis af de indsamlede statistikker
og oplysninger at udarbejde en årlig rapport om udviklingen med hensyn til vold mod kvinder;

26. understreger betydningen af en samordnet fremgangsmåde for på nationalt plan at tackle problemer med vold mod kvinder og glæder sig derfor
over visse medlemsstaters indførelse af en strategi, der involverer forskellige myndigheder, og som skal forhindre vold og beskæftige sig med
følgerne heraf;

27. henstiller stærkt, at lokale initiativer skal være baseret på en strategi, som involverer flere myndigheder, som f.eks. politiet, de lokale myndigheder
og organer såvel som kvindeorganisationer og ngo'er;

28. understreger den uvurderlige rolle, som de ikke-statslige organisationer spiller i bekæmpelsen af vold mod kvinder, og opfordrer derfor
medlemsstaterne til aktivt at støtte udviklingen af disse samt skabe de nødvendige finansielle rammer herfor;

29. ønsker, at der i det femte forskningsrammeprogram afsættes midler til undersøgelse af omkostningerne ved mænds vold mod kvinder både med
hensyn til sundhedspleje, bolig, socialvæsen, retsvæsen, forsømmelser på arbejdspladsen og nødvendige foranstaltninger for at støtte børn, der
ifølge undersøgelserne ofte er vidner til og påvirkes skadeligt af sådanne voldshandlinger;

30. opfordrer indtrængende Rådet (retlige og indre anliggender) til at fastsætte bestemmelser for indvandring og asylanmodninger, der giver garanti
for:

- at kvinder, der trues eller forfølges på grund af deres køn, kan få adgang til Den Europæiske Union under hensyntagen til henstillingerne fra FN's
Højkommissariat for Flygtninge;

- at kvinder fra tredjelande ikke udvises i tilfælde af skilsmisse fra en voldelig ægtefælle, medmindre der er andre grunde til at foretage udvisning;

31. opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at undersøge mulighederne for, at der kan bevilges et andet statsborgerskab til
kvinder, som har fået en ny identitet på grund af en mands forfølgelse;

32. opfordrer Rådet til at inkorporere og stille krav om overholdelse af kvinders rettigheder i EU's aftaler med tredjelande;

33. anmoder om, at 1999 gøres til det europæiske år mod vold mod kvinder;

34. opfordrer Kommissionen til at undersøge resultaterne af gennemførte kampagner i medlemsstaterne med henblik på at udpege og udvælge de
bedste elementer heri til gennemførelse af en EU-kampagne i det foreslåede europæiske år mod vold mod kvinder;

35. opfordrer Kommissionen til at stille forslag om, at der opføres en særlig post på budgettet til det europæiske år mod vold mod kvinder og en EU-
kampagne for at sikre, at der er tilstrækkelige midler til at føre en synlig kampagne, som involverer medlemsstaternes regeringer, organer,
kvindeorganisationer og andre ngo'er;

36. understreger, at en sådan EU-kampagne bør være baseret på de bedste elementer fra tidligere kampagner, at kvindeorganisationerne bør
inddrages i udformningen heraf, og at der skal være en vis fleksibilitet for at give mulighed for lokale, regionale og nationale variationer af det
centrale emne;

37. ønsker, at kampagnen skal føres i et klart positivt billedsprog og formidle et billede af kvinder, som har overvundet volden, frem for at skildre dem
som ofre;

38. ønsker, at kampagnen skal fremme forsvar for kvinder, der har været udsat for vold, og forebyggelse af vold og behandling af voldsmændene, og
at den via en omfattende omtale i offentligheden skal gøre det klart, at vold mod kvinder angår alle Unionens borgere, navnlig børn, der udsættes for
vold i hjemmet;

39. ønsker, at formålet med en sådan kampagne skal være at forårsage en mentalitetsændring i samfundet, så vold mod kvinder ikke accepteres
hverken individuelt, kollektivt eller institutionelt;

40. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

(1)EFT C 176 af 14.07.1986, s. 73.
(2)EFT C 20 af 24.01.1994, s. 546.
(3)EFT C 205 af 25.07.1994, s. 489.
(4)EFT C 32 af 05.02.1996, s. 88.

	Help us with further development of this site by using the PayPal Donate option on home page